Den ene mangler gribebræt, møtrik, to stempløfter og bro, med slid og mærker, overfladeridser og skrammer. Den anden østeuropæiske cello mangler stempeløfter, bro og halestykke, flere ridser/splittelser på kroppen, løst stiv indvendigt, spåner og skrammer i kanterne, bagsiden har lidt spil i sammenføjningen, ellers generelt slid og mærker, der svarer til alder og brug. Tysk eksempel mangler en stempeløft, møtrik, halestykke og bro, en spalte, der bevæger sig nedad fra et f-hul, en løs afstiver til indersiden, lejlighedsvis spån, ellers generelt slid og mærker, der svarer til alderen.