TYRA LUNDGREN. Skulptur, fugl, eget atelier, Bredkvie, Gotland.

Kamottet stentøj på stensokkel. Monogram signeret. Højde inklusive sokkel 13,5 cm.

Svensk stentøj, der betragtes som en kunstgenre for sig selv, blev paradoksalt nok født i Danmark sammen med Höganäs frugtbare keramiker Patrick Nordström. Hans stentøj til Den Kongelige Porcelainsfabrik (Royal Copenhagen) blev anset for at kunne matche det bedste franske stentøj. Patrick Nordström gjorde et gennembrud på Østersøudstillingen i Malmø i 1914, og flere danske og svenske museer, herunder Nationalmuseum, købte ind i hans værker.
I direkte afstamning fra ham finder vi Gunnar Nylund, senere kunstnerisk leder på Rörstrand, som havde kontakt med Nordström i København, og som sammen med den danske Nathalie Krebs lejede sig i Nordströms værksted i Islev i udkanten af København.

Efter Nordströms død i 1929 fortsatte Nylund og Krebs med stentøj i sit værksted med det formål at fremstille et stentøj, der kunne produceres i større serier og nå ud til et bredere publikum. Men efter et par år går de hver til sig. Begge realiserer dog det oprindelige fælles mål — Krebs med Saxbo, der bliver den fremmeste eksponent for moderne dansk stentøj, og Nylund med sit nye stentøj til Rörstrand.

Gunnar Nylunds udstilling på Galerie Moderne i Stockholm i 1932 tager kritikerne med storm. Året efter udstiller Saxbo i Sverige, også til glæde for kritikerne, og det moderne, „funktionelle“ stentøj kan nu siges at være etableret på svensk jord.

Parallelt eksperimenterede Wilhelm Kåge på Gustavsberg med et stærkt poleret gods i rustbrune toner, som han kaldte Farsta. Det blev vist på Stockholmsudstillingen i 1930 og blev modtaget med bifald som noget helt nyt. Farsta bliver et samlenavn for Kåges kunstkeramik og optræder i cylindriske og andre geometriske former, med ru relieffer, abstrakte „primitive“ udskæringer og rosenstartede glasureffekter. Kåge arbejdede med Farstagodset helt frem til sin død i 1960. I et interview i 1953 udtalte han: „For mig har Farsta først og sidst været den eneste virkelig kompromisløse ting i mit arbejde på Gustavsberg.“

Selv kunstkritikere begyndte nu at tale om stentøjet som en art i sig selv - en kompliceret proces med høje krav til håndværk med hensyn til ler, glasurblandinger og fyringsmetoder. Da kronprinsen, senere kong Gustav VI Adolf, kendt for sin viden om og samlinger af kinesisk keramik, begynder at bygge en samling af dansk og svensk stentøj, vokser interessen. På fabrikkerne Rörstrand og Gustavsberg bliver kunstnerisk stentøj en nødvendighed, et statuselement; udstillinger erstatter hinanden, og nye navne og værksteder knytter sig sammen. Stentøjsfeber tager fat i Sverige.

Berndt Friberg kom til Gustavsberg allerede i 1934, og hvad han — denne mester og glasurfanatiker — så opnåede i sit atelier, fik samlere over hele verden, især Gustav VI Adolf, til at miste haken. Fribergs stentøj med asiatiske påvirkninger var så tæt på perfektion, som det kunne komme.

Ægtefællerne Ingrid og Erich Triller startede stentøjværkstedet Tobo i Uppland i 1935 og fik succes med deres debutudstilling på NK året efter, hvor alt blev solgt, og de blev rost for „streng objektivitet“. Så de havde også trænet hos Bauhaus-keramikeren Otto Lindig.

Edgar Böckman, med eget værksted på Danderydsgatan 9 i Stockholm fra 1935, er også en af pionererne inden for svensk stentøj. Til sidst brændte han sine lineære, abstrakte vaser i ovnene på Höganäsbolaget, hvor han fungerede som kunstnerisk leder 1915-26.

Stig Lindberg var fra begyndelsen og hele sit liv mest besat af stentøjets muligheder. Gennem sin tid på Gustavsberg, beskæftiget med lige så mange forskellige opgaver, som han var, opgav han aldrig stentøj og skabte udover tegneserier også en stor mængde unikat, der kunne skifte i stil fra 1950'ernes højeste vaser til 1970'ernes mere basale genstande med pressede og stemplede designs og relieffer.

Tyra Lundgren var tilknyttet Gustavsberg som freelancer i 1940'erne og blev kendt for sine fugle i kamottet stentøj, men betød også meget som oplyser og propagandist, primært gennem bogen Mud och Fire — A Ceramic Vagabondage Through Europe (1946).

Carl-Harry Stålhane kom til Rörstrand i 1947 og lavede et klassisk stentøj, først i Nylunds rækkefølge, men derefter i stigende grad selvstændigt og eksperimentelt. I 1973 startede han sin egen virksomhed med Designhuset, hvor eksperimenterne fortsatte.

Som direkte arvinger efter Patrick Nordström kan man også se pottemagerne John Andersson, Åke Holm, Henning Nilsson og Claes Thell aktive i Höganäs. Alle disse kunstnere kan siges at have dyrket stentøj som en egen kunstnerisk genre. De fleste er en del af Gustav VI Adolfs samling af dansk og svensk stentøj.

For dem, der måske vil lave som den gamle konge og samle en repræsentativ samling af svensk stentøj, er det ikke en dum idé at starte fra en auktion som denne, med varer fra Bacchus Antiks rige sortiment. Her er alle de store navne, fra Patrick Nordström og fremefter.