510. ESTER HENNING. Træ mellem to kampesten, stempel signeret EH, farveblyant, 26 x 34 cm.

ESTER HENING 1887-1985 Træ mellem to kampesten Stempel signeret E H. Farveblyant på papir, 26 x 34 cm.

Ester Henning - en gribende skæbne og en ukuelig kreativ kraft, der trodsede en livslang tilværelse i et nedværdigende sindssygehospitalmiljø og skabte noget af det mest rørende i svensk 20. århundredes kunst.

Ester Hennings skæbne er unægtelig en af de mest gribende i svensk kunsthistorie. Hun blev født den 28. oktober 1887 i Yngshyttan, nord for Filipstad, som datter af skomager Carl Johan Henning og hustru Lovisa. Parret fik i alt otte børn og levede under meget små forhold. Efter fire år i folkeskolen blev Ester sendt til Mora, hvor hun allerede som 12-13-årig skulle starte "sin karriere som tjener for fremmede", for at bruge kunstnerens egne ord. Hendes evner til at tegne blev bemærket og opmuntret af en matrone i et af de hjem, hvor hun arbejdede. Fra 1900 til 1911 boede Ester i Mora, og der har været mange spekulationer om, hvilken indflydelse Zorn kan have haft på hendes kunstneriske drømme.

I 1911 tog hun til Stockholm, hvor forskellige jobs var blandet med fire semestres sporadiske studier på Tekniske Skolen. Under studiet havde hun vist størst interesse for figurmodellering og det var også inden for denne kunstart, at Ester blev bemærket i en artikel i Idun i 1915 med titlen "Fra automatisk opvaskemaskine til skulpturris. Ester Henning og hendes kunst". Artiklen viser de store strabadser, hun måtte udstå på de forskellige arbejdspladser. Situationen ville dog blive endnu værre. Arbejdsløs og fattig bliver Ester arresteret den 17. april 1916 på Riddarhustorget for "vold begået mod konstabel Jansson". Den følgende dag bliver hun bragt til Katarina hospital "for psykisk sygdom", som der står i politirapporten. Efter fem uger blev hun udskrevet som rask, men med diagnosen Demens praecox, det vi i dag kalder skizofreni. Tre år senere måtte hun igen indlægges på sindssygehospitalet, denne gang på Säters hospital. Ester havde så fået vrangforestillinger om, at hendes forældre forsøgte at hypnotisere hende til at "blive mærkelig", og som et resultat havde hun klippet de elektriske ledninger af i forældrenes hus og slået sin mor i hovedet med en stegepande.

I løbet af de første tre-fire år på Säter fortsatte Ester Henning sin kunstneriske skabelse, men så forværredes hendes tilstand markant, hun kæmpede, var "lunefuld" og "løs" og løb nøgen rundt. Efter seks år på Säter ender hun på Uppsala Hospital, der tidligere havde set navne som Gustaf Fröding og Ernst Josephson blandt sine patienter. Hun tilbringer derefter et par år på Långbro. Da det nybyggede Beckomberga - et af Europas største sindssygehospitaler, med plads til over 1.600 patienter - åbner i 1932, flyttes Ester dertil. Hun er da autistisk og periodevis også mutistisk. Ester Henning ender først på en afdeling for "doven og uattraktiv", men efter et stykke tid bliver hun overflyttet til en kronikerafdeling, afdeling 22. I afdelingen var der et overvågningsrum med otte senge og dette dystre miljø skulle blive Ester Hennings hjem i over 40 år.

Det mærkelige sker dog, at denne nedbrudte kvinde i et alt andet end inspirerende fængselsmiljø vil skabe kunst, der hører til vores lands mest fascinerende og gribende. Alt sker takket være kurator Janny-Lisa Clason, som da hun blev ansat på Beckomberga i 1936 fik at vide af personalet om, hvordan Ester havde forsøgt at tegne med et stykke kul på toiletpapir, og hvordan hun havde moset blomsterblade mellem fingrene. og tegnet med plantemassen på undersiden af stolesæderne. Den fremsynede kurator sørger for, at Ester får farveblyanter og papir. Dette giver betingelserne for, at kunstneren for alvor kan begynde at skabe.

Af indlysende grunde er Ester Hennings motivverden begrænset til det miljø, der eksisterede inden for hospitalets mure. En stor del af hendes produktion skildrer udsigter over Beckombergas baraklignende pavilloner. Siddende i sengen fangede hun disse miljøer, som hun kunne se gennem soveværelsesvinduet. Enkelte blomstermotiver optræder også. En væsentlig kreds af motiver er hendes skildringer af sine medpatienter. De fleste af portrætterne blev tilføjet uden modellens vidende. Ester plejede at sidde i et hjørne af dagligstuen og i lang tid observere og studere de andre patienter, og så med sine farveblyanter hastigt hæfte nogens træk til papiret. Portrætterne var ofte en sammensmeltning af aktuelle karakteristika og hukommelsesrester fra tidligere møder med det afbildede. Ikke mindst er der et indtryk af kunstnerens egen følelsesmæssige tilstand i disse værker. For Ester betød portrætterne noget andet end skildring. Hun havde et særligt magisk forhold til billederne, og i starten vågede hun over dem og lod ikke udenforstående hverken se eller erhverve dem.

Kunstnerens hurtige og udtryksfulde måde at arbejde på giver portrætterne en slående nerve. De synes nærmest at vibrere af en livskraft, som vælter det sædvanlige billede af psykiske patienter som nedbrudt til krop og sjæl. Måske så Ester også sin egen ukuelige kraft i sine medpatienter, eller hun fik den overført til dem i portrætterne.

Mange af Ester Hennings motiver er udført med tætte streger, og disse billeder giver klare associationer til de febrilske malerier, som Sigrid Hjertén skabte i sine sidste aktive år. En af Esters medpatienter på afdeling 22 på Beckomberga var netop Sigrid Hjertén. Hun blev indlagt på Beckomberga i etaper fra 1936, indtil hun døde i kølvandet på en mislykket lobotomi i 1948. Forholdet mellem de to kunstnere var anstrengt. Sigrid, som ikke malede i denne periode, havde svært ved at acceptere, at andre beskæftigede sig med at male, og Ester var ikke sen til at forsvare sig. ”Kvinderne var i krig med hinanden” så de i en periode måtte skilles ad. Isaac Grünewald krævede, at Sigrid måtte blive på afdelingen og Ester blev derfor tvunget til at blive på en anden afdeling i en periode. Trods alle modsætninger interesserede Sigrid Hjertén sig for Esters kunst og især for portrætterne. Sigrids kommentarer, som blev skrevet ned af en lægeassistent, der var dybt involveret i Esters kunstnerskab, var – om end positive – som regel ret giftige. "Du kan se på det uden at kaste op" lød anmeldelsen af et af portrætterne.

Ester Hennings kunstnerskab ville nå ud til et større publikum end sygehuspersonalet og Sigrid Hjertén. I maj 1946 blev udstillingen "Schizofren kunst" arrangeret i Göteborg. Den person, der havde flest værker med på udstillingen, var Ester. Blandt de øvrige kunstnere var navne som Carl Fredrik Hill og Ernst Josephson. På åbningsdagen var et af Esters portrætter afbildet på forsiden af Göteborgs-Tidningen, og hun fik gennemgående rigtig god kritik fra anmelderne. Illustrerende for interessen for udstillingen var, at den blev omskrevet lige så meget som den store van Gogh-udstilling, der foregik på samme tid.

Efter at have været spærret inde i afdeling 22 på Beckomberga i 15 år, blev Ester løsladt, hvilket betød en mulighed for at forlade afdelingen på egen hånd. Hun havde da været spærret inde i i alt 28 år på forskellige sindssygehospitaler. Tre år senere fik hun et pas og dermed tilladelse til at forlade sygehusets område. Med den nyvundne frihed udforskede hun naturen og plukkede blomster, som hun så kunne male. Hendes yndlingsmotiv var dog maskinmesterens hytte på hospitalets område, som hun malede omkring halvtreds gange, altid i forskellige farvesammensætninger.

Ester Henning oplevede en endnu større følelse af frihed i 1969, da hun blev flyttet fra Beckomberga til Bolmängens plejehjem i Flen, et lille privat plejehjem med kun 20 gæster. For første gang i sit liv fik den nu 80-årige Ester sit eget værelse. Fra sit vindue kunne hun se en skovklædt bakke med to store kampesten, et motiv hun afbildede flere gange. De tre år, hun tilbragte i Flen, var en kunstnerisk meget produktiv periode. Denne periode faldt også sammen med en anden offentlig optræden. I 1970 blev der holdt en stor præsentation af hendes arbejde, da Forbundet Svenske Kunstnere arrangerede en jubilæumsudstilling på Liljevalchs, hvor Ester Henning deltog som særligt indbudt med ikke mindre end 175 værker, der fyldte den største sal på Liljevalchs. Plejehjemmets direktør kørte Ester til Stockholm og Liljevalchs, hvor et lille modtageudvalg med Janny-Lisa Clason ventede. Ester nægtede dog i første omgang at komme ind i Liljevalchs. I stedet sad hun et par timer på trappen udenfor. Da hun endelig kom ind i kunsthallen, så hun først nøje på alle de andre kunstneres værker og sagde, at de var smukke, hvorefter hun gik ind i hovedudstillingshallen, hvor hendes egne værker hang. Hun krøb forsigtigt langs væggene og sagde ikke et ord. Tårerne flød bare.

Efter tre år i Flen var den relative frihed dog forbi. Med årene var Ester blevet ret tung og ubevægelig, og da hendes ubevægelighed steg mere og mere, kunne hun endelig ikke længere opholde sig på det private plejehjem. I stedet måtte hun tilbage til livet i afdeling 22 på Beckomberga.

Ester Henning tilbragte sine sidste syv år som langtidsplejepatient på Solberga Hospital i Älvsjö uden for Stockholm. Hun var nu både blind og døv og var heller ikke i stand til at rejse sig fra sengen, som på en eller anden måde blev det ultimative symbol på den indespærring, hun havde været udsat for det meste af sit liv. Den 1. maj 1985 døde Ester Hening 97 år gammel og hun blev begravet i familiegraven på Moras nye kirkegård. Hun havde endelig fået lov til at komme hjem.

Kilde: Irja Bergström "Ester Henning – Kvinnoöde, Konstnärsdröm, Anstaltsliv" (Carlssons Bokförlag, 2001) Nationalmuseet ejer en stor samling af Ester Hennings farvekridttegninger og Moderna Museet har hendes portræt af Sigrid Hjertén, hun er også i farveblyanter. repræsenteret ved National Art Council og på Värmland museum.
Ester Hennings kunstnerskab er fortsat med at fascinere nye generationer. I 2001 blev hendes kunst vist på Bror Hjorths Hus i Uppsala og samme år udkom Irja Bergströms bog om kunstneren "Ester Henning – Kvinnoöde, Konstnärsdröm, Anstaltsliv" (Carlsson Bokförlag, 2001). Maud Nycanders tv-dokumentar om Ester Henning, "Konstnärinnan på avd. 22" (2009) har betydet en dybere interesse, ligesom Anna Jörgensdotters roman "Drömmen om Ester" (Albert Bonniers förlag, 2015).

Supplerende billeder: 1. Ester Henning i Idun 1915 (Irja Bergström "Ester Henning – Kvinnoöde, Konstnärsdröm, Anstaltsliv") 2. Ester Henning patientfotografering Sæder 1926 (Irja Bergström "Ester Henning – kvindeskæbne, kunstnerdrøm, institutionsliv") 3. Beckomberga Hospital 1930'erne (Stockholms Bymuseum) 4. Sigrid Hjertén på Beckomberga-kridt af Ester Henning 1941 (Moderna Museet) 5. Ester Henning og kurator Janny-Lisa Clason 1946 (Irja Bergström "Ester Henning – Kvinders Lyst, Kunstnerdrøm, Institutionsliv").