414. GÖSTA ADRIAN-NILSSON. Den hvide og den blå sømand, 70 x 54,5 cm.

GÖSTA ADRIAN-NILSSON (GAN) 1884-1965 Den hvide og den blå sømand Signeret GAN Olie på lærred, 70 x 54,5 cm.

PROVENIENS Beijers Moderne forårsauktion 1989 nr. 85, Beijers auktioner AB. kat. 35, s. 35.
Åmell's Art Shop I en svensk privat samling UDSTILLET Lund, Lunds Universitets Kunstmuseum "Expressionist Exhibition". Gösta Adrian-Nilsson og Einar Jolin, 1915, kat. nr. 2.

Stockholm, Sven-Harrys kunstmuseum "Sømandens kompositioner - farvernes drama og byens dynamik med værker af Gösta Adrian-Nilsson (1884-1965)", 2019, kat. ingen. 1.

LITTERATUR Ahlstrand, Jan Torsten & Westerdahl, Pedro "Sømandens kompositioner - farvens drama og byens dynamik med værker af Gösta Adrian-Nilsson (1884-1965)", udstillingskatalog, Sven Harrys Kunstmuseum, 2019 Illustreret i farver på s. 71.

Gösta Adrian-Nilssons arkiv, Universitetsbiblioteket, Lunds Universitet (bd. 19).

To uniformerede sejlere bevæger sig tæt sammen med lige holdning og snoede halse. En er hvid og en er blå. Den Blås venstre arm er dekoreret med et underofficerstegn. De er skippere, torpedomestere eller styrmænd. På trods af deres disciplin er der noget sladder om, at de har fri. Måske er det den hvide sømandssalut, en venlig, men lidt nonchalant salut. Eller det er smilet, der kan anes i den blå mundvig. En mast, der holdes i vejret af knold og hvirvel, kan ses bag dem. Simple firkanter, symboler fundet i vores underbevidste register.

En kontekst opstår fra de kubistiske former, der er både afrundede og kantede. Farven er stærk og ser ud til at danse mellem de uregelmæssige former, som lys mellem prismer. Sømændenes perfekt drejede ben ser ud til at være drevet frem af et hjul. Samtidig ser hjulnavet, som er bag sømændene, ud til at trække dem ind mod midten. Energier mødes og sætter formers organisme i en rytmisk bevægelse. To af havets helte er på vej ud i den moderne by. De lader sig rive med. Året er 1914, og kunstneren Gösta Adrian-Nilsson har netop faldet til i en ny, unik og personlig stil.

I årene før GAN malede Den hvide og den blå sømand, var han i en søgende, symbolistisk og impressionistisk periode. Han var rastløs og træt af sin fødeby Lund. Fra sin gode ven Knut Ljunggren fik han tippet til at slå sin svoger, den kendte kritiker og gallerist Herwarth Walden, op i Berlin. Wallden drev sammen med sin kone Nell magasinet og galleriet Der Sturm. Galleriet, der blev et omdrejningspunkt for den modernistiske avantgarde, var en perfekt kontekst for en ung, inspirationshungrende kunstner som GAN. Han tog toget til Berlin i begyndelsen af 1913.

Berlin sydede af liv. Byen var fuld af industriel og kulturel produktion. Det var en forholdsvis "ung" hovedstad med store ambitioner om at være med helt fremme på de fleste områder. Sociologen Max Weber siges at have kaldt Berlin fra det 10. århundrede for "en vild dans af indtryk og lyde af farver". Første gang GAN mødte Walden var på hans stammecafé på Potzdamer platz, byens kogende knudepunkt, hvor borgere af alle klasser passerede og forsamledes.

Efter mødet med Walden kom GAN snart ind i samfundet på det meget centralt beliggende galleri på Potsdamer Strasse 134 A. På væggene hang de seneste kunstneriske "ismer", som alle på hver deres måde var udtryk for den moderne tids tænkning og udvikling. Udstillingerne afløste hinanden. Her modtog GAN impulser fra futurismens urbane motiver med teknologi og bevægelse. Der var også ekspressionismens farverige udtryk, nogle melodiske, i begyndelsen til det abstrakte. En ny form for rumlighed blev også fundet i kubismens fragmenterede motiver, syntetisk sammensat til kompositioner... Den vigtigste udstilling for GAN var Deutscher Herbstsalon, der åbnede i september 1913. Udstillingen med sine 366 værker blev før krigsudbruddet i august 1914 den mest omfattende avantgardeudstilling i Europa. En vigtig inspiration der var Wassily Kandinskys abstrakte værk, Composition VI. Krigen stod herefter i vejen for planerne om en tilbagevendende efterårssalon. I et brev til Walden skrevet den 10. oktober 1913 takker GAN "den mulighed for åndelig fornyelse, som du gennem din udstilling har forberedt for mig".

Et andet vigtigt møde for GANs udvikling var med arkitekten Bruno Tauts. Tauts ville udstille en prismatisk glaskuppel på Deutcher Werkbund-udstillingen i Köln, 1914. I overensstemmelse med udviklingen inden for konstruktion og konstruktion, vil glassets alsidighed her blive fremvist. Dette interesserede GAN så meget, at det lykkedes ham at blive direktør for pavillonen. Effekterne i glasset blev styret af et mekanisk kalejdoskop, der projicerede bevægelige stjernemønstre. Det er ikke svært at beregne, at disse farveoplevelser blev endnu en inspirationskilde.

I forbindelse med krigsudbruddet i 1914, der hurtigt afbrød og ændrede det meste, sluttede GAN sin rejse. Da han lige var fyldt 30, var han opfyldt af sine oplevelser. Men livet havde også betydet store personlige tab for ham i det korte år, han havde været væk. Hans far var gået bort, ligesom hans kærlighed "Ilja", der havde ventet på ham i Lund.

GAN lejede nu en lille lejlighed på Idrottsgatan 5, og slap ind i en intens malerfase, hvor han lod sin inspiration og sindverden tage over. Motiverne bestod af symboler på modernitet, såsom damplokomotiver, elektricitet og jernstænger. Men her var også de stærke sportsfolk og søfolk. Sportsfolk afbildet midt i en magttest. Sømænd dukker op og skimte i kubistiske landskaber. Sejlere har det sjovt og bevæger sig i en rytmisk rytme sammen.

I GAN's tid var homoseksualitet meget kontroversiel, så den var ulovlig. Den erotiske symbolik i værkerne var derfor længe skjult, men er blevet mere tydelig med tiden, og fik publikum til at forstå en anden dimension af kunstneren. De sømænd, som GAN kaldte "de blå", var udtryk for en erotisk tiltrækning. De var også et symbol på frihed gennem deres livsstil, som GAN med sin til tider rastløse og drømmende natur syntes at misunde. Frihed og tiltrækning, to ideer, der kan gå hånd i hånd.

GANs nye modernistiske malerier, herunder Den hvide og den blå sømand, blev udstillet for første gang i efteråret 1915 på den ekspressionistiske udstilling i Universitetshuset i Lund. Vennen Einar Jolin var inviteret som medudstiller med en mindre samling af værker ved siden af GANs 30 olier. Den hvide og blå sømand blev vurderet som et af de dyrere værker til hele 300 SEK. Et foto af GAN selv i udstillingslokalet viser en retrygget 31-årig foran sine værker. Han er iført jakke, vest og butterfly. Skoene skinner og kasketten hviler let på hovedet. Han er i forkant, bevidst og selvsikker.

Udstillingen blev omskrevet, stillet spørgsmålstegn ved, men også bemærket af de store aviser. I hans pjece Konst och kritik, 1915, fik GANs egen stemme plads til at beskrive sit kunstnerskab. På side otte skriver han om, hvordan han tør skabe med udgangspunkt i sin moderne, komplekse samtid, trods snæversynethed: Livet leves nu i et tempo, som ingen drømte om. Indtryk af den mest forskelligartede karakter strømmer ind over os, og kunstneren må søge sin frelse i syntesen for ikke at komme for langt bagud. Stærkt mod og tapperhed kræves af adepterne af denne nye kunst, da hån, latterliggørelse og karikatur ofte er dens dystre del.

Den modernistiske GAN formåede at finde sin storslåede og interessante æstetik ud af en rig og kompleks sammenhæng. Det fremragende værk Den hvide og blå sømand malede GAN, mens minderne og indtrykkene fra hans rejse var friske, og hans nye stil endnu ikke afsløret. Symbolikken er flerlagsrig og suggestiv. Hvordan man vælger at se maleriet er op til beskueren. Det er nemt at blive glad og lade sig rive med af farvernes fest og dynamikken. Ikke desto mindre kan der stilles sværere spørgsmål om vores fortid, nutid og fremtid. Uanset hvor aktivt maleriet betragtes, vil det være et konstant genstand for undren og beundring.