Glaseret lertøj. Højde 22 cm.
Baggrund: Den af formgiverne hos Upsala-Ekeby, der var tættest på leret, materialet, var Ingrid Atterberg (1920-2008). Hun eksperimenterede lige fra begyndelsen, som den uddannede keramiker hun var, med ler, glasurer og teknikker. For eksempel genoplivede hun det sorte ler, en blanding af rødt ler og manganoxid, og gjorde det til et effektfuldt element i mange kunstgodsserier, ikke kun hendes egne; hun frembragte også en serie, Sintergods, som formåede at skabe stentøjseffekter ud af det uplandske ler; hun fandt også på en måde at benytte chamottelerets effekter uden at behøve at dreje det.
Men Ingrid Atterberg ville ikke have indtaget pladsen som en af de store inden for svensk keramik, hvis hun ikke havde formået at forene sin fornemmelse for leret med et stilsikkert modernistisk kompas. Særligt i 1950'erne viste dette sig med serier som Pepita, Domino, Pylon, Kort serie, Tricorn, Chamotte, Spira med flere. Hun forlod fabrikken i 1964 til fordel for andre designopgaver. Da havde hun været der i 20 år. Efterhånden genoptog hun keramikken i eget atelier i Uppsala, og dér fortsatte det flittige eksperimenteren med ler og glasurer, men med et radikalt anderledes gods som resultat.
En fod med reparation.
Glaseret lertøj. Højde 22 cm.
Baggrund: Den af formgiverne hos Upsala-Ekeby, der var tættest på leret, materialet, var Ingrid Atterberg (1920-2008). Hun eksperimenterede lige fra begyndelsen, som den uddannede keramiker hun var, med ler, glasurer og teknikker. For eksempel genoplivede hun det sorte ler, en blanding af rødt ler og manganoxid, og gjorde det til et effektfuldt element i mange kunstgodsserier, ikke kun hendes egne; hun frembragte også en serie, Sintergods, som formåede at skabe stentøjseffekter ud af det uplandske ler; hun fandt også på en måde at benytte chamottelerets effekter uden at behøve at dreje det.
Men Ingrid Atterberg ville ikke have indtaget pladsen som en af de store inden for svensk keramik, hvis hun ikke havde formået at forene sin fornemmelse for leret med et stilsikkert modernistisk kompas. Særligt i 1950'erne viste dette sig med serier som Pepita, Domino, Pylon, Kort serie, Tricorn, Chamotte, Spira med flere. Hun forlod fabrikken i 1964 til fordel for andre designopgaver. Da havde hun været der i 20 år. Efterhånden genoptog hun keramikken i eget atelier i Uppsala, og dér fortsatte det flittige eksperimenteren med ler og glasurer, men med et radikalt anderledes gods som resultat.
En fod med reparation.
Angiv din placering for at se transportmuligheder og -priser.
Prøv igen om lidt. Hvis det stadig ikke fungerer, kan du kontakte vores support.
Gårdsfogdevägen 16
168 67 Bromma
Sverige