BERTIL LUNDGREN (1900-1979). Efterår i Nynäshamn, olie på panel, signeret og dateret -48.

Inkl. ramme ca. 49x43 cm

Proveniens:
Ryno og Rolf Lundgren

Andet:

Der er kunstværker, der med tiden fremstår stadig vigtigere - ikke på trods af sin perifere position, men på grund af den. Bertil Lundgren (1900—1979) var en sådan maler. Uden for folkemængdernes cirkler i den centrale kunstscene opererede han med vedholdenhed og integritet. Resultatet blev et kunstnerskab, der set i bakspejlet virker både sammenhængende og egensindigt.

Lundgrens fagverden er geografisk koncentreret: havneområderne i Nynäshamn, Ölands kyster, det svenske landskab, der mødes mellem hav, skov og lys. Han søgte ofte steder som Lövhagen, Järflotta og Torö — steder, hvor naturen taler blødt, men tydeligt, og hvor lysets ændringer bliver særligt mærkbare. Men i disse tilbagevendende miljøer er der intet rutinemæssigt eller dekorativt. Snarere tillader han motiverne at passere gennem en slags lyrisk filter, hvor farve snarere end form får lov til at fungere som bærende struktur. Det er et maleri, der minder om Göteborgs kolorisme i sin rigdom, men med klarere konturer.

Teknisk bevægede Lundgren sig mellem olie, akvarel, kridt og grafik, men uanset medium forblev farverollen central. Det var aldrig bare overflade, men substans, måske som en måde at bringe det gengivne tættere på. Der er i Lundgrens arbejde en stille, men konsekvent indsats for at registrere lysets bevægelser, landskabets forskydninger, årstidernes stemninger. Hans kunstneriske forening var begrænset, men betydelig. Han var især tæt på Fritz Holmer og Viktor Tesser, der ligesom Lundgren eksperimenterede med farver, og som tilsammen dannede en slags uofficiel cirkel, der repræsenterede landskabet ud mod Østersøen.

Lundgrens deltagelse i jurybedømte udstillinger i 1940'erne, herunder hos C.M. Holmquist i Stockholm viser, at han ikke var helt usynlig i sin tid. Men ambitionen ser aldrig ud til at have været offentlig positionering. En større soloudstilling var planlagt til Galleri 44 i 1976, men blev aldrig realiseret, da galleristen hurtigt døde. Kort tid efter døde også Lundgren, som om noget i ham var blevet tavs, da drømmen om et retrospektiv faldt væk.

Mindeudstillingen kurateret af sønnerne Orvad, Ove, Rolf og Ryno, i det, der senere blev Nynäshamns Sparekasse, blev — omend lavmælt — et vigtigt vartegn. Det bekræftede, hvad mange allerede havde antaget: at her var et kunstnerskab, der ikke kun fortjente at blive fremhævet, men også at blive revideret igen og igen. Bertil Lundgren malede ikke til nutiden, endsige til markedet. Han malede for øjet, for lyset, for en særlig slags nærhed til naturen.
/Frederik Anthony.