INGE SCHIÖLER. "Sommer på Koster".

Signeret og dateret Inge Schiöler 1958. Olie på lærred, 62x74 cm. En verso nr. 999 på Gunnar Hjorténs liste.

PROVENIENS: Nordén Auktioner, katalognummer 117. Auktion nr. 6, 24. marts 1993.

Inge Schiölers (1908-1971) maleri var kraftfuldt og intuitivt, en eksplosion af farver håndteret med grove penselstrøg. Det ser ud til, at han sjældent eller aldrig planlagde sine emner med skitser. I stedet malede han direkte på stedet, i naturen, med lærredet lænet mod noget eller lagt på jorden.

Schiöler regnes sammen med Ivan Ivarson, Ragnar Sandberg, Nils Nilsson og Åke Göranson blandt andre blandt de såkaldte Gøteborg-koloristere. De optrådte aldrig som en formel gruppe og var stilmæssigt forskellige indbyrdes, men med det fællestræk, at de fleste af dem studerede under Tor Bjurström på Valands kunstskole i 1920'erne og udtrykte sig med et intenst farvesprog, hvor naturen var motivet, men formen var sagt mere summarisk.

I en periode i Stockholm kom Inge Schiöler i kontakt med kunstnere som Gideon Börje, Albin Amelin, Bror Hjorth, Sven Erixson, Otte Sköld og Hilding Linnqvist. I 1932 holdt han sin første soloudstilling. Men det øgede arbejdstempo, uregelmæssige vaner og økonomiske bekymringer forværrede både Schiölers fysiske og mentale helbred. Familien sørgede for, at han kom hjem til Strömstad. I efteråret 1933 blev han diagnosticeret med skizofreni og indlagt på Sankt Jörgens sindssygehospital på Hisingen i Göteborg, et ophold der varede til 1960.

Inge Schiölers gennembrud kom paradoksalt nok med en stor retrospektiv udstilling i 1938 i hans mørkeste periode på St. Jörgen. Der gik der ni mere eller mindre apatiske år, før han igen nærmede sig maleriet, først foreløbigt på toiletpapir, ark og vægge men med tiden mere og mere fuldt ud. De overvågede blade blev vigtige. De varede kun et par dage, men under åben himmel på vestkysten malede Schiöler med manisk energi.

Mod slutningen af 1950'erne købte familien et sommerhus til ham på Sydkoster. Det blev hans kunstneriske base for resten af hans liv. Han havde aldrig atelier, men malede udendørs og kun om sommeren, men i huset kunne han hænge malerierne til tørre, koge fiskegratin, ryge en cigaret.

Inge Schiöler var et naturbarn. Det var hans element selv som barn. Han arbejdede eksplosivt, kunne udføre flere værker om dagen, pløjede med penslen i den blanke oliemaling – eller "skar med malingen", som han selv sagde. Han malede landskaberne på Kosterøerne, han ikke kunne leve uden. De lysende røde huse, det dybe blå vand, de flammende farveudbrud mod den golde granit, det endeløse flimrende lys og sommervegetationens bløde poesi.

Fordybet i den livsbekræftende verden, han skildrede, var han glad.